Bedømmelse

Til konkurrencen bedømmes alle øl i nogle indledende runder af mindst to uddannede og eksaminerede øldommere. På den måde garanteres en god og ensartet bedømmelse af din øl, og brugbar feedback til forbedring af din øl. Rent tidsmæssigt bliver øllene bedømt i perioden fra indleveringsfristen og helt frem til ca. en uge før årets ølfestival. Så vidt det er muligt, bedømmes alle øllene i en kategori den samme dag, og er der mange indleverede øl i en kategori tilstræbes det, at en kategori bedømmes indenfor en uge (f.eks. to lørdage i træk).

Øllene vurderes på tre parametre:

  • Stilart (passer øllet til stilartsbeskrivelsen for den pågældende stilart?)
  • Teknisk kvalitet (er der tekniske fejl ved øllet?)
  • Oplevelse (er øllet en god totaloplevelse?)

For at bedømme disse tre parametre forholder dommerne sig bl.a. til øllets udseende, aroma, smag og mundfylde.
Hver deltager får senest en måned efter DM en mail med points og feedback på hver indleveret øl.

Den bedste øl i hver af de 13 stilartskategorier indgår i finalesmagningen, hvor 3-4 dommere kårer den allerbedste som vinder af årets konkurrence.
Endvidere går de tre bedste fra årets konkurrence videre til de Skandinaviske Mesterskaber. Rent tidsmæssigt bliver disse to runder af “finaleøl” bedømt om lørdagen på årets ølfestival ganske få timer før præmieoverrækkelsen.

Se i øvrigt det komplette regelsæt for yderligere vilkår og detaljer.